fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Royal Antwerp FC 5 - 0

FCBARCELONA.DK - 19.09.23

© Getty Images
// Royal Antwerp

FC Barcelona: Ter Stegen, Cancelo (Sergi Roberto 75’), Koundé, Christensen, Balde, De Jong (Romeu 58’), Gündogan, Gavi (Fermín 58’), Lewandowski, Raphinha (Yamal 68’), Felix (Torres 68’)

Bænk: Peña, Martínez, Alonso, Sergi Roberto, Romeu, Torres, Yamal, Astralaga, Casadó og Fermín

Mål: 1-0 Felix (11’), 2-0 Lewandowski (19’), 3-0 Bataille, selvmål (22’), 4-0 Gavi (54’), 5-0 Felix (66’)

Barca tog hul på Champions League gruppespillet med hjemmekampen mod de belgiske mestre fra Royal Antwerp. Her ændrede Xavi en smule på holdet i forhold til kampen mod Betis, idet Gündogan og Raphinha startede inde, hvilket sendte Romeu og Torres ud på bænken.

Artiklen fortsætter under annoncen


Antwerp gik optimistisk til opgaven på Estadi Olímpic, for de mødte Barca højt på banen og det gav catalanerne lidt problemer med opspillet i kampens første minutter. Det varede dog ikke længe før at Barca dominerede klart og det gav resultat allerede i det 11. minut. Efter en række hurtige kombinationer endte bolden hos Joao Felix i feltet, hvor han tog et godt træk og sendte den i nettet til 1-0. Antwerp forsøgte at følge så godt med som de kunne, men var tydeligt for alle, at de belgiske mestre var overmatchet.

Det fik man bekræftet i det 19. minut, hvor en veloplagt Joao Felix trak mod baglinjen, hvorefter han sendte bolden højt ind foran mål, hvor en komplet fri Lewandowski sikkert øgede den catalanske føring til 2-0. Barcas overlegenhed blev understreget blot tre minutter senere, da Raphinha ville lave et indlæg, men bolden strejfede Antwerps Bataille og gik i mål, uden chance målmanden. Dommeren takserede det til et selvmål og Barca førte 3-0 allerede midt i første halvleg.

Herefter var det som om gæsternes fokus ændrede sig, for nu handlede det mest om at undgå en regulær ydmygelse mod et veloplagt Barca-mandskab. Samtidig satte hjemmeholdet tempoet lidt ned og kampen dalede dermed i intensitet. Det blev til afslutninger af både Raphinha og Felix, men begge gange greb målmanden ind og afværgede. Først i halvlegens døende minutter kom Antwerp til deres første afslutning i opgøret, men her stod Ter Stegen hvor han skulle. Der skete ikke mere i en effektiv første halvleg af Barca, hvor de reelt allerede havde afgjort kampen.

Barca lagde ud efter pausen med at skabe en god mulighed til Gündogan, men tyskeren ramte bolden skidt og målmanden kunne nemt samle den op. Barca sad totalt på spillet, uden rigtig at folde sig ud. I det 54. minut kom der pludselig fart i kombinationerne og her endte bolden hos Gavi, der bankede den i nettet til 4-0. Kort efter skulle De Jong og Gavi spares for yderligere anstrengelser, da de blev afløst af Romeu og Fermín López.

Antwerp virkede efterhånden modløse mod overmagten, mens Barcas mandskab spillede bolden rundt efter behag, i hvad der nærmest lignede en god gang træning. Der blev sparet kræfter fra Barcas side og det var kun sporadisk, at de satte fart i bolden. Det så man efter 65 minutter, hvor Cancelo kom fri i feltet, men målmanden afværgede hans forsøg til hjørne. Minuttet efter kom scoringen til 5-0, hvor Raphinha lagde en bold ind i feltet og Felix ved bagerste stolpe headede den i nettet. Lige efter blev netop Felix og Raphinha erstattet af Torres og Lamine Yamal. Torres havde kun være på banen et par minutter, da han sendte et skud tæt forbi mål. De indskiftede Barca-spillere ville tydeligvis vise sig frem, for der kom mere tempo i det catalanske spil. Et kvarter før tid kom Sergi Roberto på banen i stedet for Cancelo.

Minuttet efter fik Yamal to kæmpe muligheder for at øge den catalanske føring, men begge gange tog den 16-årige spiller forkerte beslutninger og så løb det ud i sandet. Antwerp var reduceret til statister og tilskuerne på Estadi Olímpic ventede blot på den næste scoring. Den kunne være kommet 10 minutter før tid, men Lewandowski måtte se målmanden levere en god redning. Gassen gik noget af Barcas spil i kampens sidste minutter og det var først i tillægstiden at de fik afsluttet igen, men endnu en gang måtte Lewandowski se målmanden stå i vejen. Polakken fik en ny stor mulighed minuttet efter, men her blev bolden sendt over mål.

Mere skete der ikke og Barca fik en stor og fortjent sejr mod et belgisk mandskab, der slet ikke kunne følge med Xavis veloplagte mandskab.

.:FORSIDE:.