fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Porto 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 28.11.23

© Getty Images
// Porto

FC Barcelona: Peña, Cancelo (Balde 82’), Araujo, Koundé, Martínez, Gündogan, De Jong, Pedri, Raphinha (Yamal 90’), Felix (Torres 74’), Lewandowski

Bænk: Balde, Alonso, Christensen, Romeu, Sergi Roberto, Torres, Astralaga, Kochen, Yamal, Fermín og Casadó

Mål: 0-1 Pepé (30’), 1-1 Cancelo (32’), 2-1 Felix (58’)

Barca tog imod Porto i femte runde af Champions League gruppespillet, hvor en catalansk sejr ville betyde avancement i turneringen. Xavi overraskede ved at indlede kampen med Cancelo som venstre back, hvilket sendte Balde ud på bænken.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Barca lagde ud med have bolden mest mod et lidt afventende Porto-mandskab, der dog gik højt på banen. Det betød et lille overtag til hjemmeholdet og efter otte minutter kom kampens første farlige afslutning, da Raphinha sendte et godt skud afsted, som Costa i målet afværgede med en god redning. Der var fin fart i det catalanske spil og det høje pres fungerede også fint, men Porto var hele tiden godt med. Det blev til et par hjørnespark til Barca i indledningen, men uden at det førte til noget.

Som tiden gik kom portugiserne mere med og Barcas dominans fortog sig. Der blev spillet med stor intensitet fra begge sider og spillet bølgede frem og tilbage. I det 26. minut blev der stille på Estadi Olímpic, for her fik Portos Taremi sendt bolden i nettet bag Peña, men målet blev korrekt annulleret for offside. Minuttet efter var gæsterne tæt på igen, men her viste Peña høj klasse i målet. Porto havde momentum og kort efter kom de foran. Først leverede Peña endnu en klasseredning på en afslutning af Taremi, men riposten røg ud til Pepé, der køligt gjorde det til 0-1. Kæmpe skuffelse for Barca.

Der gik dog kun to minutter inden tilskuerne kunne juble. Cancelo modtog bolden i venstre side, hvor han trak godt ind i feltet og sendte bolden uimodståeligt i nettet til 1-1. Blot to minutter efter burde Felix have øget den catalanske føring, da Raphinha satte ham op til en helt åben chance, men bolden blev sendt over mål. Stor afbrænder af portugiseren. Kampen fortsatte med stor intensitet og jævnbyrdighed, men i det 42. minut lavede Portos keeper en kæmpe fejl ved at sende bolden i fødderne på en fri Pedri, men hans skud blev blokeret. Bolden røg videre til Raphinha, der brændte fælt ved at sende den forbi mål. Her burde Barca være kommet foran. Minuttet efter svarede Porto igen med en stor mulighed, hvor Peña igen greb ind med en vigtig redning. Det blev afslutningen på en intens og jævnbyrdig første halvleg.

Anden halvleg blev indledt af et brag af et skud fra Felix, hvor bolden tog oversiden af overliggeren. Lige efter fik Felix en ny god mulighed på et oplæg af Cancelo, men her blev bolden sendt forbi mål. Kampen fortsatte med den høje intensitet, hvor begge mandskaber forsøgte at komme frem til noget. Det lykkedes for Barca efter en lille time, hvor Cancelo og Felix spillede godt sammen, så sidstnævnte flot kunne dreje bolden i nettet til 2-1. Flot scoring, skabt at Barcas to portugisere.

Målet gav tydeligt Barcas spillere nye kræfter og de satte sig tungt på spillet. Porto var mindre på bolden og havde svært ved at holde på den. Hjemmeholdets overtag gav en hovedstødsmulighed til Lewandowski i det 64. minut, men polakken headede forbi mål. Porto havde held med at skabe en del spilstop for at bryde Barcas rytme, for farten forsvandt noget ud af det catalanske spil. De fik dog skabt en stor mulighed efter 70 minutter, da Felix spillede Lewandowski fri i feltet, men polakken tøvede. Her manglede han skarpheden i det afgørende øjeblik. Porto fik arbejdet sig tilbage i kampen og fik rykket spillet længere frem. Med et kvarter tilbage blev Felix klappet af banen, da han blev afløst af Torres.

Få minutter efter kom Barca til sin næste afslutning, men Raphinhas skud blev afværget af målmanden. Lige efter var det Cancelo der forsøgte sig, men her strøg bolden tæt forbi mål. To minutter efter var det uhyre tæt på en udligning, da Barcas forsvar var på hælene, men Peña leverede på ny en vigtig aktion i målet. Svaret kom straks fra Barca med et godt forsøg af Raphinha, hvor målmanden fik afværget. Lige efter blev en dødtræt Canceloa klappet fra banen efter en flot kamp og Balde kom ind i stedet. Det bølgede frem og tilbage i den underholdende kamp, hvor spændingsmomentet var højt.

Porto var tvunget til at satse mere fremad banen i søgen på en udligning. Det gav mere plads til Barca og det var tæt på at give en scoring i det 89. minut, da Raphinha saksesparkede på et oplæg af Gündogan, men Costa i målet hev en klasseredning frem. Lige efter blev Raphinha afløst af Yamal. Dommeren lagde seks minutter til og Porto forsøgte at få sat et sidste pres ind. Det gav dem en stor mulighed i det 93. minut, men skuddet fra Conceicao sad lige i favnen på Peña. Barca-spillerne holdt hovedet koldt i slutfasen og Porto fik ikke skabt mere. Det sluttede 2-1 efter en solid indsats af der sender Barca videre i Champions League.

.:FORSIDE:.